Para
- måske er der mere...
Forside Debatforum Artikler Links

John Titor - tidsrejsende

Af Carsten Straaberg, 1. udgave 12. december 2006 - Offentliggjort første gang på http://para.straaberg.dk

På fem måneder formåede John Titor at skabe en historie og et miljø omkring sig, som det kun er ganske få forundt at gøre. Her er en sammenskrevet historie om internettets mest berømte tidsrejsende nogensinde. Jeg var ikke selv til stede, men har sammenstykket hans historie ud fra de mange hjemmesider, diskussionsfora m.m., der beskæftiger sig med ham og hans historie. Uanset, om man tror ham eller ej, må man sande, at han var en fantastisk historiefortæller. Det er grund nok til at genfortælle historien på dansk.

Formålet

Starten af november 2000, en skribent dukker op på et diskussionsforum under navnet Timetravel_0, han begynder at fortælle om, at han er rejst tilbage i tiden fra 2036. Formålet med rejsen er at skaffe en IBM computer, model 5100 fra 1975. Computeren skal bruges til at oversætte mellem forskellige computersprog i 2036, da model 5100 både er i stand til at arbejde med arbitrær IBM-kode og mere kendt BASIC og APL. Denne computer er den eneste, som kan klare opgaven, derfor er det nødvendigt at rejse tilbage i tiden efter den. Han ender med at mødes med en slægtning, der arbejdede som udvikler på denne computermodel hos IBM. John Titor er på vej tilbage til 2036 fra 1975 på det tidspunkt, hvor han dukker op på nettet.

Personen

John Titor var flink til at svare udførligt og velformuleret på selv de mest skeptiske spørgsmål. På en måde var det med til at skabe stor respekt om personen. Skeptikere var (og er) der naturligvis mange af, og selv om spørgsmålene var meget nærgående og prøvede at sætte fælder op for at afsløre John Titor som en svindler, så lykkedes det aldrig rigtigt at fange ham uforberedt. I sin kommunikation virker han meget afbalanceret og i kontrol over situationen. Han tager kritik op og efterlader stort set aldrig spørgeren med et undvigende svar. Kun i sjældne tilfælde undlader han at svare, hvilket som regel skyldtes gentagne spørgsmål eller direkte uforskammetheder.

Forudsigelserne

Det første man spørger en tidsrejsende om er naturligvis: Hvordan ser verden ud? Desværre er svaret ikke helt opløftende. I 2036 lever John Titor i Florida, efter en voldsom krig, hvor mange er døde af stråling og Creutzfeldt-Jakobs Syndrom (CJD eller vCJD), en dødelig sygdom beslægtet med kogalskab. Samfundet er en blanding af højteknologi og tilbage-til-naturen. Mange lever som agerbrugere og energi er dyrebar, ligesom rent vand er det. Verden er kommet i den situation efter borgerkrig i USA, der starter i 2005, og som kulminerer med russiske atomangreb mod USA og Europa. Alle USA's storbyer bliver ødelagt, og det samme mener han sker i Europa.

Tidsmaskinen

Maskinen er i sig selv ret lille. Den kan være i en almindelig personbil, eller rettere omdanne en personbil til en tidsmaskine. Tidsmaskinen indeholder en singularitet, som fastholdes i et magnetfelt. Hastigheden er 10 år på en time. Det største problem med tidsmaskinen er, at den ikke er 100% præcis. Jo længere man rejser, desto længere væk fra sin egen verdenslinje kommer man. John Titor introducerer hermed konceptet verdenslinjer, der kan betragtes som et uendeligt antal parallelle verdener, hvor forskellen mellem dem er meget lille, men ingen er ens. Der vil altså være verdenslinjer, hvor Hitler vandt 2. Verdenskrig, f.eks. Konceptet med tidsrejsen halter på det punkt og er nok den største svaghed i historien. På grund af usikkerheden kan man ikke rejse tilbage til samme verdenslinje, som man kom fra. Man vil uværgeligt havne på en anden verdenslinje, som er næsten identisk. Det er også her den største mentale udfordring ligger. Hvis man sender en mand tilbage i tiden, så får man en anden tilbage, nemlig en mand fra en anden verdenslinje.
Forvirrende? Absolut!

Farvel

24. marts 2001 svarer John Titor på en masse spørgsmål og slutter af med et farvel. Der er ingen, der siden har hørt fra ham. Det er nok, det giver historien et sidste vrid, nemlig, at han aldrig lader sig friste til at dukke op igen. Han lovede endda at hans far (i 2001) ville filme John Titors afgang med tidsmaskinen og sende videoen ud på nettet. Det er aldrig sket.

Epilog

John Titor er et anagram over I, John Trot. John Trot var betegnelsen for en pantomime-klovn fra det 18. århundrede. Muligvis et tilfælde, men navnet er sikkert opdigtet. Der findes kun få mennesker med efternavnet Titor i USA, så det burde være nemt at finde ud af om nogen af dem har en søn ved navn John, født i 1998.

Om vi nogensinde får vished for John Titors eksistens eller finder ud, hvem der stod bag et eventuelt bedrag må tiden vise.

Billeder og tegninger har John Titor selv offentliggjort. Billedet af computeren er fundet på Oldcomputers.net


- © 2006 Straaberg.dk All Rights Reserved.